Zeb – Part 4

Så kom jeg endelig ind i en ok rytme, og kan finde lidt tid til at opdatere min Zeb fortælling.

I juledagene var Zeb virkelig følsom og jeg vidste godt hvad det gik ud på. Far. Og fars side af Zebs familie. Og igen spørgsmålet- hvorfor kan de ikke bare acceptere mig som jeg er, efterfulgt af en masse tåre, ondt i maven og et hus i tristhed.
Trods min travlhed med jule indkøb, forberedelser og køre unger til Hedensted, ringede jeg til Zebs far. Jeg kunne ikke holde ud at Zeb havde så ondt indeni og at far var så “skide kold i røven at han holdt så fast i sit eget ego og ikke ville rykke sig en centimeter”.  Og jeg blev overrasket, for far ville faktisk gerne mødes med os, vi kunne dog først få det til at passe sammen mellem jul og nytår.

Dagen kom og Zeb var vild glad og enormt nervøs. Vi kørte mod fars hjem og samlede ham op i en lille by nogle km fra hans hjem (han bor stadig hjemme hos hans mor) Far inviterede os på Mac D i Skive, så det sagde vi ja til. Storesøster Chirley var med, for hun skulle hjem til kæresten bagefter. Det var faktisk rigtig hyggeligt og dejligt at se Zeb så glad, han sad ved siden af sin far og var genert. Jeg tog hul på “problemet” og fik sagt at Zeb jo ikke havde det sådan her, for at straffe far og at det ville være dejligt hvis far kunne se over sin næse og se at Zeb jo stadig er hans dejlige barn, og at Zeb jo mangler far og samværet. Igen overraskede far mig, for han gik faktisk med på alt hvad jeg sagde, måske var det fordi Zeb sad lige der og holdt far i hånden og kiggede bedende op på ham. I al fald var det et godt og positivt møde, løfter blev givet og kram blev delt.
Zeb fik sagt til sin far at han elsker ham, at han savner weekenderne med ham og at når far fik sin egen lejlighed, ville han gerne komme på weekend igen.
De to fik udvekslet gaver og meget overraskende var der INGEN gaver fra bedstemor. Sådan kan man jo så også straffe sit barnebarn og skubbe ham endnu længere væk, når nu man ikke får det som man vil.
Far spurgte til hvad han kunne sige i stedet for: min datter, for han kunne altså ikke sige søn endnu. Og det er ok, vi har en start og det skal nok komme. “Du kan altid sige: mit barn” svarede jeg. Og der kom nogle gange et lille “han/ham” ud af fars mund.

Vi fik fortalt far om hvor meget bedstes kæreste og bedste havde såret Zeb i sommerferien, og at der kommer til at gå lang tid før Zeb vil mødes med dem igen. Han skal lige blive stærk nok til at kunne forsvare sig selv og hans “situation” og far forstod det.

Zeb JUBLEDE da vi var blevet alene igen og hvor var det skønt at se.

Nytår kom og gik uden alt for store brag herhjemme, hvilket vores 2 grimme hårløse hunde var glade for.
Vi farvede Zebs hår.

(Ja.. Det blev PINK)

Zeb er speciel og anderledes, på den skønne måde og jeg nyder hans måde at turde være sig selv på.

(Super glad for at mor endelig gav lov)

Og jeg syntes at resultatet blev rigtig godt, i al fald klæder det ham.

(Zeb på en af vores gåture)

Vi nyder hinandens selskab og griner altid meget når vi er sammen. Han får altid lavet et eller andet skørt, så jeg ikke kan lade være med at grine. Hvad skulle jeg gøre uden denne vidunderlige regnbuefarvede skøre dreng?

Følg bloggen ved at trykke på “Følg” knappen og få info om nye indlæg 😀